Skip to content

Hvorfor fejler integrationen af muslimer i kristne vesteuropæiske lande?

Krav om kulturel assimilation er en afgørende forudsætning for færre kulturelle spændinger mellem muslimer og kristne

cover - why muslimsLebanesere, der mellem 2013 – 2014 ansøgte om job i Frankrig havde forskellig succesrate alt afhængig af om de var kristne, jøder eller muslimer. En kristen kunne nøjes med fem ansøgninger, en jøde syv ansøgninger mens en muslim gennemsnitligt måtte sende 20, førend indsatsen gav pote.

Denne og andre tilsvarende undersøgelser er publiceret i en ny bog udgivet på Harvard University Press af sociologerne Claire Adida, David Laitin, and Marie-Anne Valfort . Titlen er “Why Muslim Integration Fails in Christian-Heritage Societies.” (Harvard 2016)

Dette er en yderst interessant bog. For det første fordi den meget tydeligt påviser at der finder diskrimination sted baseret på religion og ikke region. Det handler altså ikke om hvorfra folk kommer, men derimod den religion, de sender et signal om at tilhøre. I et eksempel afprøvede forskerne således hvilke n forskel det gjorde at en mand kaldet ”Muhammed” i en ansøgningssammenhæng tog navneforandring til ”Adam”. Chancen for at få et job blev simpelthen signifikant større. (Dette er en erfaring, der intuitivt deles af de mange immigranter til USA, som lige så stille accepterer at få deres navn ændret uanset om deres herkomst er polsk, italiensk, dansk eller arabisk).

For nu at gøre det klip-klart påviser forskerne således entydigt at der finder diskrimination sted på det franske arbejdsmarked og at denne diskrimination er religiøst betinget. Desuden påviser de at følelsen af at blive diskrimineret imod vokser med tiden. Det er denne erfaring, der skaber en større grad af religiøs identifikation blandt 2. Generationsindvandrere med muslimsk baggrund. Tryk avler modtryk, så at sige…

Men forskerne går videres. I et afsluttende kapitel forsøger de at måle graden af diskrimination på arbejdsmarkedet i 16 vesteuropæiske lande og forsøger at finde frem til hvorvidt forholdene er ensartede i lande præget af multikulturalisme versus lande præget af en politik om assimilation. Af disse 16 lande er Danmark suverænt det land, der politisk set stiller højst krav om assimilation, mens Sverige som bekendt ligger i den anden ende af spektret.

Det viser sig nu at jo mere assimilation, der stilles krav om, des bedre bliver integrationen. Lidt mere specifikt kan det konstateres at tilstanden i vesteuropæiske lande præget af krav om assimilation er

  1. Graden af religiøsitet blandt muslimer er indledningsvis større end i multikulturelle samfund. Dvs. folk ankommer, bliver mødt med krav om assimilation og præsenterer sig derfor som mere religiøse end de ville gøre, hvis de var ankommet i et multikulturelt samfund. Deres børn bliver samtidig mere religiøse. MEN: I multikulturelle samfund bliver børnene statistisk signifikant meget mere religiøse (radikaliserede) end de gør i assimilerende lande. Med andre ord: når folk ankommer til assimilerende lande bliver de mere udfordret på deres religiøse identitet end i multikulturelle lande hvor ”de åbne armes politik” hersker. Efterfølgende bliver deres børn imidlertid statistisk signifikant mindre religiøst sindede end deres kusiner og fætre, der vokser op i multikulturelle samfund, der griber chancen for at udfolde sig. Så ja, alle 2. generations indvandrere har en tendens til at betone deres religiøse identitet. Men udviklingen på dette område er stærkere i multi-kulturelle samfund.
  2. Det same mønster gælder også indvandrernes holdninger til kønsforskelle. De ankommer og er gennemsnitligt betragtet ikke særligt liberale. I lande præget af assimilation får 2. generationsindvandrerne imidlertid et statistisk signifikant mere liberalt syn på kvinders frigørelse end det som herskede I forældregenerationen. OG: De får et mere liberalt syn på kvinder end i multikulturelle samfund (hvor børnene får langt mere lov til at vokse op i gettoer).
  3. I assimilations –lande er Muslimer alt andet lige mere udsatte for diskrimination på arbejdsmarkedet, når de ankommer end tilfældet er i multikulturelle lande. Dette forværres over tid og gælder også deres børn. MEN: Chancen for at blive diskrimineret imod bliver større i multikulturelle lande, hvor fornægtelsen af problemet tilsyneladende skaber større frustration og usikkerhed.
  4. Når det gælder almen diskrimination, ses det samme mønster.

Konklusionen er at i multikulturelle såvel som i assimilations-samfund oplever flygtninge og indvandrere med en muslimsk baggrund hurtigt en kontant og meget følelig diskrimination. på arbejdsmarkedet. Denne diskrimination er forankret i konkrete oplevelser såvel som mere diffuse ”smagsbaserede” holdninger blandt arbejdsgiverene. På den ene side finder denne diskrimination sted på grund af udfordringer forankret i religiøse forskrifter.

På den ene side betinges denne diskrimination hos arbejdsgiverne angiveligt i erfaringer med bøvl med de muslimske arbejdstageres manglende vilje til at acceptere kvindelige ledere, uvilje til at give hånd, krav om plads til religionsudøvelse (bøn) på arbejdspladsen, krav om særlige religiøse fridage, uvilje til eksempelvis at servere vin for gæsterne på restauranter, manglende arbejdsindsats under Ramadanen, krav om halaslagtet mad i kantiner osv. Hertil kommer general uvilje blandt arbejdstagerne om at skulle acceptere arbejdstagernes krav om at have ret til at skilte med religionen gennem særlig klædedragt (huer, skæg, tørklæder) og udfordringen heraf af virksomhedens ønske om at ”fremstå” på en bestemt vis.

Dette giver alt andet lige anledning til en forstærket religiøs identitetsfølelse blandt de muslimer, der oplever at blive diskrimineret mod. MEN: denne forstærkede religiøse identitetsfølelse folder sig dog alt andet lige signifikant mere ud – ikke mindst blandt efterkommerne – i multikulturelle samfund, hvor der gives mulighed herfor. I lande, der kræver assimilation – par excellence Danmark – bliver denne trang mindre.

Forfatterne postulerer at dette skyldes at i lande hvor der stilles krav om assimilation ”tilpasser” flere sig fordi der 1) stilles krav om det 2) det er tydeligere hvad man skal assimileres med (det meldes tydeligere ud) 3) det er evident hvad der kræves.

Bogens konklusion er at man derfor skal arbejde på tre fronter for at komme den udbredte diskrimination til livs

1) Immigranter og flygtninge skal stilles overfor deltagelse i langvarige integrationsforløb, der sikrer at folk lærer sproget, kulturen og historien. Og børnene skal ikke have ”ret” til at få særbehandling i skoler, institutioner eller på gaden.

2) Arbejdsgivere skal åbent lære at kende til og forholde sig til hvilke af de muslimske ansøgeres kulturelt divergerende adfærd, der kan give udfordringer – og hvilke der kan findes løsninger på (reduktion af ”smagsbaserede” diffuse følelser og fokusering på praktiske udfordringer, hvor der – måske – kan findes praktiske løsninger.

3) Muslimer skal gøres begribelige at de er nødt til at gå på kompromis med deres religionsudøvelse (eksempelvis kan man ikke afvise at påtage sig et job som tjener, fordi man ikke vil servere alkohol for gæsterne). Ligeledes er det heller ikke acceptabelt at insistere på at gennemføre fasteforskrifterne hvis det bringer kollegerne i fare.

4) Imamer skal uddannes lokalt og ikke ”importeres” (eller gives opholdstilladelse).

På vej mod WWIII?

Hvordan skal vi forstå borgerkrigene i Mellemøsten, folkemassernes vandringer og generalernes betydning? En (gen)læsning af Tolstoy’s roman, Krig og Fred, kan stærkt anbefales

Ifølge internationale medier blev den russiske premierminister Medvedev forleden sendt på gaden med en offentlig besked til NATO, USA og Saudierne om at tredje verdenskrig lurer, dersom de involverer sig mere aktivt i krigen i Syrien. I stedet skal parterne mødes ved forhandlingsbordet. Det gjorde de så i går med det resultat at der efter sigende forventes at være bragt en våbenhvile i stand pr. 1. marts. Imens falder bomberne tæt over Aleppos forstæder og vi andre mindes det politiske spil, der førte frem til WW2: på den ene side et Frankrig og et England, der var afmilitariserede og stadig udmattede efter WW1 og på den anden side Hitler og hans slyngler, der forhandlede på skrømt, mens de planlagde okkupationen af Sudeterland og det daværende Tjekkoslovakiet. Siden har historikerne skændtes om hvorvidt Hitler havde kunnet være kvalt ved fødslen, dersom vi havde taget krigen på det tidspunkt i 1938 hvor hans krigsmaskine endnu ikke var fuldt udfoldet. Til orientering er juryen stadig ude…

I dag er det præcis det samme dilemma, vi står overfor – skal vi poste milliarder ind i et eskaleret våbenkapløb eller vil vi fortsætte med at holde vejret og lade stå til i håb om at fornuften vil sejre? Hvornår er nok nok? Når krigen ikke længere føres på Syrisk grund, der ret beset nu er blevet reduceret til et øvelsesterræn for Putins tropper, imens planerne lægges for det næste nålestik, der givetvis vil føres tæt på de baltiske lande? Det bliver næppe i første omgang Finland, Sverige eller Bornholm, der vil stå for skud. Men vent og se. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid førend disse nålestiksoperationer får et sådant omfang at vi er nødt til at gribe ind for at bevare vores frihed? Men er det så det værd? Skal vi flygte til USA allerede nu? Eller skal vi blive og tage kampen op?

Napoleon at Austerlitz - Source Wikipedia

Napoléon at the Battle of Austerlitz, by François Gérard (Galerie des Batailles, Versailles). 1810

For at blive klog på disse spørgsmål lønner det sig naturligvis at kunne sin historie. Imidlertid skal vi – for at forstå – verdens gang i disse måneder træde endnu et skridt tilbage, nemlig til begivenhederne i 1800 – 1814. I årtierne rundt om var Europa præget af Napoleonskrigene, der hærgede store dele af kontinentet. Hvorfor fandt disse begivenheder sted? Var de forårsaget af én mands storhedsvanvid? En national eufori? En uopmærksom omverden?

Det interessante er nu at vi faktisk besidder en enestående historisk tolkning af disse begivenheder: Tolstoy’s roman om ”Krig og Fred”. Dette er naturligvis verdens bedste roman, der på tværs af begivenhederne fængsler med sin beretning om anti-helten, Pierres, kamp for at finde frem til en mening med tilværelsen. Men romanen var og er også et overordentligt vægtigt indlæg i vores forsøg på at begribe ”historiens gang”.

Alligevel læses den alt for sjældent af historikere, som det den også var og er: nemlig et indlæg i datidens historisk-filosofiske debat. Den seneste danske udgave, der udkom i 2004 på Gyldendal bidrog dog for mig til denne afklaring. Udgaven blev nemlig udstyret med den første danske oversættelse af det historisk-filosofiske essay, som Tolstoy faktisk afsluttede sit værk med. I dette essay rejser han romanens overgribende spørgsmål således: ”I denne 20 års periode [Napoleonstiden] bliver et enormt antal marker ikke pløjet, huse bliver brændt, handlen ændrer retning; millioner af mennesker forarmes, bliver rige, flytter sig, og millioner af kristne, der bekender sig til næstekærlighedens lov, slår hinanden ihjel. Hvad betyder alt dette?” (s. 682).

Tolstoy’s svar er for nu at sige det mildt dybt interessant af flere årsager. For det første er svaret naturligvis væsentligt fordi han udfolder det kunstnerisk i et epos, der næppe kan undgå at fængsle en hvilket som helst læser, der er vokset fra Harry Potters ulidelige heroisering af helten. Men det er altså også væsentligt at han faktisk gør sig umage med at forklare det mere nøgternt. Det han hævder er, at historiens gang ikke kan forstås som andet end historien om menneskers omgang med magten. Men spørger han, hvorledes får folk magt? Og hvem har magt? Her gør han den interessante iagttagelse, at såkaldt magtfulde mennesker – de, der udsteder befalinger – faktisk er de mennesker, der er længst væk fra begivenhedernes gang. Vi går derfor fuldstændig fejl hvis vi tror at vi kan forstå begivenhederne i Napoleonstiden med henvisning til Napoleon. Eller for den sags skyld, begivenhederne i dag, med henvisning til Putin. For nu at skære det ud i pap: rædslerne i de tyske koncentrationslejre lader sig ikke begribe alene med henvisning til Hitler, Himmler, Eichmann og alle de andre forbrydere. Holocaust ville jo aldrig have fundet sted med mindre mennesker havde udført handlingerne! Som Tolstoy skriver: ”Hvis man vil være sikker på at en ordre bliver udført, må mennesket udtrykke en ordre, som kan udføres”. Nogen skal gøre det beskidte arbejde, ville vi sige. Vi har en fejlagtig forestilling, hævder Tolstoy, at en ordre, der går forud for en begivenhed, er årsagen til den, fordi vi glemmer de ufattelig mange andre ordrer, der kunne have været udstedt, men som aldrig blev det; eller som blev udstedte, men ikke havde nogen konsekvens. Vi ”ser” kun de ordrer, der – tror vi – leder frem til de begivenheder, vi ønsker at forklare. Hvis udfoldelsen af denne erkendelse lyder tørt kan jeg kun anbefale at læse Tolstoy’s skildring af krigsskuepladsen in 1805 og slaget ved Austerlitz i bind et af Krig og Fred. Hvis det forekommer for eksotisk skal jeg bede læseren om at tænke på lederen af hans eller hendes arbejdsplads, der render rundt og hæver en fed løn for at holde betydningsfulde møder på direktionsgangen om den tilstundende omorganisering af arbejdsgange og kontorindretningen.

Men hvad ”skaber” så historien? Lovene? Filosofien? Litteraturen? Eller med andre ord: ideerne? Svaret er ifølge Tolstoy et rungende nej. I virkeligheden er disse forklaringer også bare skalkeskjul for at heroisere det sublime menneskes indflydelse. Nu er helten bare ikke længere en Napoleon eller en Putin, men derimod en Voltaire.

Men hvad skaber så historiens gang? Svaret er ifølge Tolstoy summen af ”alle de menneskers virksomhed, som deltager i begivenheden og altid forener sig sådan, at de, der tager den største umiddelbare del i begivenheden, tager det mindste ansvar på sig; og omvendt”.

Det er altså dit og mit ansvar, der er udslagsgivende, skriver Tolstoy. Heraf skulle man så tro, at han mener at vi som mennesker grundlæggende er frie til at træffe (det rigtige valg). Så enkelt er det imidlertid slet ikke. Faktisk tværtimod. Tolstoy er af den opfattelse at når alt er sagt og gjort er vi jo bundet af både tid og sted. Vi ender altid med i sidste ende at støde os på kendsgerningerne. I mødet mellem de to modsætninger – bevidstheden om at vi har friheden til at gøre ét og fornuftens erkendelse af nødvendigheden af at gøre noget andet – sejrer nødvendigheden altid. Vi ser det bare ikke, hvis vi er tæt på begivenhedernes gang. Vi er aldrig sat udenfor – ”udelukket fra alle indflydelser”, skriver Tolstoy. Frihed er, skriver han, ”for fornuften kun et øjeblik, en ubestemmelig følelse af liv”.

I sit essay konkluderer han at ”hvis historien som sit emne har folkeslagenes og menneskehedens bevægelser og ikke beskrivelsen af episoder i menneskers liv, så bør den, idet den skubber begrebet årsag til side, søge de love, der er fælles for alle ligeværdige og uløseligt forbundne, uendeligt små elementer af frihed.”

Lad være at Tolstoy i denne skildring er for stærkt optaget af at analogisere fra naturvidenskabens datidige optagethed af atomernes rasen. Tilbage bliver dog at han historisk-filosofisk her ser klart, at historiens gang ikke består i en skildring af disse myriader af uendeligt små begivenheders farten rundt på jordklodens overflade, men derimod i de love, der styrer denne farten rundt.

Men hvilke love?

Vyacheslav-Tikhonov-in War and PeaceDet er naturligvis indlysende at Tolstoy og Marx – som aldrig mødte hinanden – på sæt og vis tænkte i de samme baner. Begge var de anarkistiske profeter, der på hver deres vis var optaget af at forstå historiens gang som forankret i nødvendighedens lov. Hvor Marx dog var optaget af den historisk-materialistiske forståelse af nødvendigheden, så Tolstoy som bekendt anderledes på det. Hans tilgang var Kristendommens fordring på hin enkeltes engagement i det enkle hverdagsliv. Når livet lykkedes, mente den ældre Tolstoy, skyldtes det menneskets hengiven sig til ”nærheden”. Meget blæk er blevet spildt på at forstå bruddet mellem hans tidlige forfatterskab og hans senere profetiske og spirituelle skriverier. Tilbage står imidlertid at der faktisk går en lige linje fra hans skildring af den sårede Fyrst Andréj Bólkonskij’s oplevelse af den høje blå himmel, der hvælvede sig over valen ved Austerlitz og Tolstoy’s egen senere epifani. Begge forenes de i foragten for den lille mand, Napoleon’s, selvopblæsthed. ”Skønt fyrst Andréj for fem minutter siden havde kunnet sige nogle ord til soldaterne, der bar ham, tav han nu med øjnene rettet lige på Napoleon… Så tomme forekom ham nu Napoleons interesser, så småtskåren forekom selve hans helt ham, med denne smålige forfængelighed og sejrsglæde, sammenlignet med den høje, retfærdige og gode himmel, han havde set og forstået, at han ikke kunne svare ham” (I: 349).

Læseren står naturligvis her tilbage med en vis ærefrygt. For hvis dette øjeblik – denne religiøse omvendelse fra heltetilbedelsen til en fredfyldt ”hvilen i verden” – er tilværelsens substans, bliver vi nødt til at spørge ind til hvilke love, der driver disse øjeblikke ind i vores liv? For Tolstoy var det ganske enkelt. Han mente, det handlede om, at vi som mennesker skulle give slip på vores fejlslagne forestilling om at vi havde en fri vilje til handle og gøre en forskel; så at sige drive på historiens gang. Tværtimod, mente han, at vi var uhjælpeligt bundet til jorden og at historieskrivningens opgave var at finde frem til og skildre lovene for hvorledes denne bundethed lod sig udfolde. Vi er – mente han – tvunget til at ”give afkald på en ikke eksisterende frihed og anerkende en afhængighed, vi ikke føler”.

Putin, igen, igen…

Putin in Crimea

Putin in Crimea

Tilbage til forbryderen Putin og den russiske bjørns rumlen i de dybe skove. I disse dage ser vi titusindvis af ulykkelige mennesker presset op mod grænsen in til Tyrkiet, fordi bomberne falder med en råstyrke, som ikke er set siden Hitler lod sine soldater lugte blod i den spanske borgerkrig. Samtidig kan vi tilsyneladende konstatere at den russiske befolkning med næsten en mund støtter op om den politik, der bliver ført. Og vi erindrer Tolstoy’s dictum om at ingen ordre afgives, der ikke lader sig føre ud i livet. Det er som om vi endnu engang er øjenvidner til hvad der efter alt at dømme virkelig rummer muligheden i sig til at udvikle sig til det globale, kollektive selvmord, som Medvedev advarer om. Det vi imidlertid ikke ser er at denne bevægelse mod afgrunden ikke skyldes Putins gøren og laden, men derimod det forhold at han heri sådan set bare afspejler den russiske folkesjæls drømme og forhåbninger om at kunne udfolde sig frit i en omverden, der ikke respekterer dens særlige måde at lave samfund på. (Heri er der ikke den store forskel på tyskernes ”Drang nach Osten”, som Hitler så åbenlyst spillede på da han begyndte på sit eventyr ved at ”frisætte” sudetertyskerne.)

Og hvad vi slet ikke vil er at forsøge at begribe den specifikke ”kultur”, der ligger bag herom, endskønt lovmæssigheder for vores kulturelle forankrethed netop er de lovmæssigheder for folks handlen og gøren, som Tolstoy efterlyste en større erkendelse af.

Nuvel, han kunne jo i sagens natur ikke kende til den gradvist erhvervede indsigt i menneskers gøren og laden, som det 20. Århundrede var vidne til, og hvor der går en lige linje fra Marx’s økonomiske og materialistiske forklaringer over sociologiens sociale og psykologiens psykiske forklaringer til vor tids beskæftigelse med samspillet mellem kognition og kultur.

Men han erkendte intuitivt at kultur i en eller anden forstand altid i sidste ende er religiøst forankret. Skal vi derfor forstå hvad der foregår i Rusland i denne tid er der ingen vej uden om at blive klogere på religionens væsen og herunder mere specifikt den Ortodokse kirke og dens stadigt voksende greb i den russiske befolkning, vreden over Ukraines kirkepolitik i Moskva samt den folkelige angst for Islams fremvækst i de sydlige regioner ind mod Georgien og Azerbaijan, der grænser op til Iran.

Måske er vi i dag klogere end Tolstoy var. Vi ved at han havde ret i sin historiefilosofi og at historieskrivning ikke handler om at skildre begivenhedernes gang, men derimod at finde frem til lovmæssighederne bag. Vi ved også at økonomiske, sociale eller psykologiske forklaringer ikke holder vand. Ligesom vi også nu har vist, hvad Tolstoy intuitivt forstod, at mennesker er kulturelle og religiøse væsener, der er bundet op af på den fundamentale livspraksis (kultur), de fra barnsben af har lært.

Men vi er også kollektivt meget dovne. Vi ser at folkemasserne har sat i bevægelse. I morgen står de ikke foran vores dør. De er her allerede skubbet på vej af en kombination af kulturelle stridigheder af en apokalyptisk størrelsesorden, som vi ganske rigtigt ikke har set magen til siden WW2. Samtidig lytter vi til mediernes ”heroisering” af Putin og Merkel, vi følger deres gøren og laden mens de som en små Napoleon’er gør sig til på møder bag lukkede døre. Vi føler os afmægtige og vi anråber dem om dog ”at gøre noget”.

Sandheden er imidlertid at misæren ikke skyldes ”mangel på lederskab”. Den skyldes mest af alt mangel på selv- og livsindsigt. Det gælder vel at mærke ikke kun de fremmede, der kommer til os, men i lige så høj grad os selv: hvad vild et egentlig sige at være dansker? Skandinav? Europæer? Kristen?

Det er helt sikkert tid til at læse Tolstoy’s forfatterskab. Men begynd med ”Krig og Fred”…

Af Karen Schousboe,
Etnolog og forfatter.
12.02.2016

Lev Tolstoy: Krig og Fred. På dansk ved Ann Bohr, Georg Sarauw, Gudrun Sterner-Petersen, C. W. Volkersen, Ad. Stender-Pedersen og Marie Tezlaff. Gyldendal 2004, bd. 1 – 2.

 

De mange flygtninge – hvad gør vi nu?

Muslims in Copenhagen 2003 - Source: Pinterest

Muslimer under fredagsbønnen på Rådhuspladsen i København 2003. Source: Pinterest

Danmark er et lidet land beboet af én stamme med en meget lang fælles historie, der har indrettet sig med en helt speciel samfundsstruktur: et velfærdssamfund, der bygger på en grundfæstet tillid og en fælles social kontrakt. Her er vi medlemmer, fordi vi er født og ikke indmeldt; en model, der i øvrigt har rødder meget langt tilbage i fortidens landbosamfund. Hvis ikke vi selv vidste det, ved omverdenen dét: i mange år har vi figureret som verdens lykkeligste folk. Selvom vi naturligvis dagligt møder udfordringer og irritationer, ændrer det ikke ved den helt grundfæstede glæde og stolthed, som de fleste af os fyldes med, når Parken genlyder af ”fodboldsangen” a cappella eller Dronningen holder sin nytårstale. Vi hører sammen, gør vi.

Naturligvis har det i lyset heraf været en udfordring for os at skulle modtage så mange indvandrere, vi mere eller mindre frivilligt har ladet ”komme om bord” i de sidste 50 år. Især da mange af dem tilsyneladende ikke har følt sig godt tilpas her. Det kan der være – og er også – mange forklaringer på. Karakteristisk for de fleste, der fremføres, er dog at de er en anelse selvpineriske: Vi har ikke taget godt imod dem; vi har været alt for dårlige til at integrere dem; ”tonen” i indvandrerdebatten har været ”grim”; vi har diskrimineret mod dem på arbejdsmarkedet; vi har ikke villet det multi-kulturelle samfund, som den globaliserede fremtid uafvendeligt vil byde på. Hver gang røster har løftet sig mod disse påstande, har vi ydermere kunnet opleve svenskernes hede foragt for os og vores – i deres øjne – små-racistiske og bondske fremfærd mod mangfoldigheden.

Det interessante er imidlertid – udover at Sverige nu er ved at segne under deres eget idioti – at de senere år har budt på en række videnskabeligt funderede nytænkninger af hvad der egentlig foregår, når ”fremmede” flytter til et land og slår sig ned. En væsentlig del af denne nytænkning hviler på en sociologisk gentænkning af hvad kultur egentlig er for noget samt hvad det ”teknisk” betragtet bør medføre af overvejelser vedrørende betingelserne for den (u)mulige integration.

Sagen er nemlig helt overordnet at store videnskabelige undersøgelser viser, at de ”fremmedes kultur” spiller en langt større rolle end vi hidtil har antaget, når vi har prøvet at forstå den ”forfejlede integration”. I det følgende gengives resultaterne fra en række videnskabelige undersøgelser i det håb at bibringe lidt indsigt i hvad der egentlig foregår omkring os. Samtidig skulle det også meget gerne lede op til en debat om hvad vi skal gøre i den flygtninge-krise, vi står midt i.

Kultur – en sej affære

En række historiske undersøgelser af hændelsesforløbene omkring tidligere tiders migration viser med al ønskelig tydelighed at integration respektive assimilation ikke altid forløber gnidningsfrit. Som eksempel kan vi kort se på to sådanne hændelser (men mange andre kunne nævnes).

I slutningen af 1400-tallet flygtede store grupper af Albanere til Italien. Årsagen var Tyrkernes erobring af Balkan. Da mange af dem var veluddannede og erfarne soldater, fik de og deres familier lov til at bosætte sig i en række landsbyer (ca. 100) i det sydlige Italien. Samtidig fik de dispensation til at fastholde deres tilhørsforhold til den græsk-ortodokse kirke. Det interessante er nu at de stadig taler en særlig dialekt – Arbëresh – ligesom de historisk betragtet udviser en fra Italienerne afvigende social adfærd. Kort fortalt er de langt mere aktive og ansvarlige politisk betragtet. I fagsproget hedder det, at de besidder en gennemsnitligt betragtet større ”social kapital”. I 1940erne var der en større stemmeprocent i deres byer end i de omgivende ”Italienske”. Det samme er også tilfældet i dag. Det siger sig selv at denne forskel er signifikant selv hvis man korrigerer for fattigdom, uddannelse osv. Forfatterne til den seneste artikel om at dette kuriøse eksempel på en ”fejlslagen” integration konkluderer, at ”this latter finding has implications for our view of the likelihood of assimilation of immigrant groups to local norms, particularly in cases of large-scale migration.” [1]

Et andet eksempel herpå er Transylvanien i Rumænien, hvortil tyskere indvandrede i det 12. århundrede. Selvom antallet af tilbageværende ”saxere” nu kun udgør en lille procentdel, spiller de stadig en sproglig og kulturel rolle. Der tales således tysk i Sibiu (Hermannstadt) og hver søndag er der mulighed for at deltage i en evangelisk-luthersk gudstjeneste på tysk i en kirke fra 1400-årene. Når saxerne udgør en så lille procentdel i dag skyldes det iøvrigt også kun at den Rumænske dikatator Ceaușescu finansierede sit volds-regime ved at lade dem udvandre mod betaling i tyske D-mark i 2. Halvdel af det det 20. århundrede. Først da fik den saksiske kultur i ”Sienbenbürgen” sit egentlige dødsstød. Men ”kulturen” og sproget har altså holdt sig levende dér over en periode af 900 år og sætter stadig sit præg.

Kvinderne ud på arbejdsmarkedet

Et tredje eksempel på hvor meget ens tilvante kultur sætter afgørende spor finder vi i et helt nyt studie (2015) af hvad der sker med kvinders vilje til at går ud på arbejdsmarkedet, når de flytter til et andet land. I dette studie identificerede Javier Polavieja indledningsvis den gennemsnitlige grad af kvinders arbejdsfrekvens i 23 forskellige europæiske lande herunder Ukraine og Tyrkiet. Herefter undersøgte han i hvilket omfang arbejdsfrekvensen hos kvindelige emigranter ændrede sig i lyset af den ”kultur” (arbejdsfrekvens) der herskede, der hvor de flyttede hen. Det viste sig nu at de kvindelige immigranter så at sige fastholdt deres tilvante arbejdsfrekvens uanset hvilken ”kultur” der herskede på dette område i det nye land, hvortil de flyttede. Det gjaldt for kvinder der flyttede fra lande med høj arbejdsfrekvens såvel som den anden vej. Eller sagt med andre ord: en dansk kvinde, der flytter til Tyrkiet vil fortsætte med at søge arbejde (fordi det er en del af hendes identitet, tradition eller kultur) mens en tyrkisk kvinde, der flytter til Danmark fastholder sin traditionelle position som hjemmegående husmor. Det siger sig selv at alder, uddannelse, ægteskab og børn har en vis modererende indflydelse. Men slet ikke i et omfang, der statistisk betragtet ophæver den afgørende konklusion: det er den tilvænnede kultur, der afgør i hvilket omfang kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet og ikke graden af arbejdsmarkedets åbenhed eller lukkethed. Antallet af undersøgte kvinder udgjorde i alt 3221 personer og baserede sig på svar afgivet i forbindelse med de store videnskabeligt baserede ”European Social Surveys”. Der er således en klar kausal sammenhæng: den medbragte kultur definerer graden af tilknytning til arbejdsmarkedet. Omgivelsernes kultur sætter sig kun igennem såfremt uddannelsesniveauet hæves væsentligt – og kun i mindre grad. [2]

Ethnic penalty

Dette studie kan kompletteres med undersøgelser af Ruud Koopmans, der har forsøgt at indkredse et svar på spørgsmålet om hvorvidt assimilering virker. Mere konkret har han undersøgt i hvilket omfang sprogindlæring og kulturtilpasning skaber bedre tilknytning til arbejdsmarkedet for immigranter eller om barriererne for at komme ud på arbejdsmarkedet snarere skyldes det, der i fagjargonen kaldes ”etnisk straf” (Ethnic Penalty). Udgangspunktet er at talrige undersøgelser har vist at immigranter fra ikke-europiske lande har en markant dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet selv hvis man korrigerer for uddannelsesniveau, køn og andre socio-økonomiske faktorer (fattigdom). Undersøgelsen hviler på surveys gennemført blandt 7000 personer i seks vest-europiske lande: Tyskland, Frankrig, England, Holland, Belgien og Schweitz. Personerne var rekrutteret fra to grupperinger: ”indfødte” og ”muslimer”. Sidstnævnte gruppering var underopdelt i muslimer fra Tyrkiet, Morokko, Pakistan og det tidligere Jugoslavien. Konklusionen er (efter mange videnskabelige overvejelser og omfattende statistiske overvejelser) at den væsentligste forudsætning for at muslimerne får en tilknytning til arbejdsmarkedet er tilegnelsen af sproglige og kulturelle kompetencer. Således var der en klar sammenhæng mellem konsumptionen af lokale media fremfor hjemlandets satellit- eller internetbårne nyhedsformidlinger og graden af tilknytning til arbejdsmarkedet. Derimod er der ingen sammenhæng mellem det modtagende lands mere eller mindre positive (multikulturelle respektive xenofobiske) holdning til landets (muslimske) indvandrere. Eller – konkluderes det – manglen på tilknytning til arbejdsmarkedet skyldes ikke at indvandrere tildeles en ekstra ”straf” på grund af deres etniske eller religiøse tilhørsforhold. Men de skal kunne sproget og kende til de kulturelle adfærdsregler på arbejdspladsen og i det bredere samfund for at få adgang til arbejdsmarkedet[3].

I en tidligere artikel har Koopmann reflekteret over hvorvidt multikulturalisme mere bredt betragtet virker. Konklusionen her er at den politiske venstrefløjs fejring af ”de andres” kultur faktisk repræsenterer en blindgyde når det gælder om at integrere de ”andre” i det omgivende samfund. Årsagen er den misforståede respekt for ”anderledesheden” er med til at anbringe indvandrerne i sproglige, kulturelle og bebyggelsesmæssige ghettoer, hvorfra de har svært ved at ”undslippe” [4].

I den forbindelse er det måske passende at notere sig at Danmark faktisk har haft væsentlig bedre succes med at skaffe indvandrere beskæftigelse end Sverige (2012: DK 60% versus SE 43%), der jo notorisk og med fanfarer har identificeret sig selv som ”multikulturelt [5]. Det skal dog nævnes at en ”multikulturel tilgang” ifølge koopmans i et vist omfang befordrer indvandrernes politiske integration.

Hvad er kultur?

Spørgsmålet er dog hvad kultur og tradition egentlig er for noget? Hvordan virker det? Hvordan opbygges det? Hvordan holder man det vedlige?

I 1952 samlede antropologerne Kroeber og Kluckhorn en berømt liste med 164 forskellige definitioner af på begrebet kultur. Siden har det været god tone at anskue det som et nyttigt hermeneutisk begreb, men heller ikke mere. Også på dette område er vi imidlertid på mange måder kommet nærmere en mere kølig videnskabeligt funderet forståelse af hvad kultur er og hvordan det virker. Konsensus i dag er at kultur er en stor tykhudet elefant, som vi som regel bare rider rundt på. Helt grundlæggende er der tale om en specifik værdibaseret orientering i vores liv som vi som regel ”styres” af uden at vi tænker så meget. (Det er vi også nødt til for hvordan skulle vi ellers kunne konsultere os selv hver gang vi skulle bevæge os rundt blandt hinanden? ) Kultur er en habitus, der ligger på vores rygrad. Det hænder naturligvis at vi bevidst vælger at arbejde på at få elefanten til at ride i en anden retning. Men det er faktisk sjældent. Derfor er kultur også noget vi typisk tillægger ”de andre”; selv opfører vi os jo ikke ”kulturligt” men derimod ”naturligt”. At kultur har denne karakter er meget elegant påvist af sociologen Stephen Vaisey i en række undersøgelser over kultur, habitus og moral blandt amerikanske teenagere[6].

Hertil føjer sig en række undersøgelser over de mere strukturelle orienteringer af vores grundfæstede kulturer. Interesserede kan her henvises til antropologen Mary Douglas’ [7] banebrydende studier, selvom naturligvis også Bourdieu’s forfatterskab fortjener at blive både læst og genlæst [8]

Helt fundamentalt synes det her relevant at understrege at vores livsverdener synes at orientere sig i forhold til to parametre: vores opfattelse af tid og vores opfattelse af socialitet. (Det følgende er en yderst kortfattet præsentation af Mary Douglas’ model videretænkt af Karen Schousboe). Skematisk ser det således ud:

Kulturelle kærneværdier

 

             Asocial                                       Social

 

Tidløshed                  1. Harmoni     (familie)           2. Hierarki (stat)

 

Bevægelighed          4. Forskellighed(individ)        3. Tradition og Udvikling (samfund)

 

Helt grundlæggende betyder det at alle samfund vil indeholde kulturelle grupperinger der befinder sig på forskellige stadier i beretningen om Paradisets have – og derved også lægger vægt på forskellige kærneværdier:

I begyndelsen (1) levede mennesket i Paradisets have, hvor Adam og Eva gik rundt og levede sammen i perfekt og tidløs harmoni. (2) Indimellem kom Vorherre på besøg ligesom Eva naturligvis også kom for skade at møde og interagere med slangen (3). Dette resulterede som bekendt i Adam og Eva blev smidt ud af Paradiset Have og dermed ud af tidløsheden. Endnu var de dog ikke til sinds at opgive drømmen om at vende tilbage til den harmoniske fortid (dengang verden endnu ikke var af lave). Anbragt i moderniteten var de derfor endnu opslugte af drømmen om det traditionelle liv. Deres børn, derimod – Kain og Abel – gik som bekendt i hver sin retning og udlevede deres forskellighed indtil døden (4)

Helt kort fortalt betyder det at vi som mennesker rider ”kulturelle elefanter”, der har for vane enten at orientere sig mod 1) hvad ”der gør os og vores nærmeste glade” 2) hvad ”Gud” eller ”den store leder” dikterer 3) hvad vores omgivelser ”siger” (skolelærere, ægtefælle, venner) eller 4) hvad der tjener os selv.

Hvor elefantens orientering stammer fra? Ja, det er da nemt at svare på. Vi lærer at ride på netop vores elefant i vores meget tidlige opvækst. Gennem skolen lærer vi at orientere os imod den særlige samfundsopfattelse, der hersker netop i vores ”kultur” (henholdsvis 2 og 3). Disse livsholdninger fastholdes og udbygges gennem vores stadige møde med vores omverdenen og udveksling af synspunkter med den.

Hvordan kan vi studere disse kulturer? Faktisk viser en række nyere undersøgelser at de egentlig meget godt kommer til udtryk i vores grundfæstede ”værdier”. Helt nye undersøgelser peger da også på at vi gennem studiet heraf har ganske god adgang til at få et overblik over den kultur, som mennesker lader sig lede af når de udfolder deres liv og ”tager handling”.[9]

Muslimsk og dansk kultur

Det skal naturligvis understreges at ethvert samfund rummer grupperinger, der rider på hver deres type af kulturelle elefanter. I den forstand lever vi alle i poly-kulturelle samfund blandt mennesker, der lægger mere eller mindre vægt på så forskelligartede livsværdier som 1) tryghed, 2) lov og orden, 3) demokratisk samtale og 4) retten til selvudfoldelse.

Ligesom vi naturligvis hver især kan opleve at vi fra tid til anden svinger elefanten i en lidt anden retning, fordi vi føler det er nødvendigt at hyle med de ulve vi er iblandt. Fundamentalt set er vi imidlertid tilbøjelige til at følge netop vores elefants trompethyl uden megen svinger i valsen. Således som vi tidligt har lært at mestre vores elefant i løbet af vores opvækst. Når vi færdes i det offentlige rum er vi derfor også præget af den grundfæstede samfundsopfattelse, som vi har lært at leve med gennem skolen, på arbejdet og rundt om i foreningerne.

Det er på dette punkt at vi helt grundlæggende skiller os fra muslimerne. De har simpelthen gået i en anden ”skole”. Deres kultur eller ”elefant” er helt fundamentalt orienteres mod en stærkt hierarkisk tænkemåde eller kultur (formet i aksen mellem familien og moskeen). Dette er ikke blot en fordom, men faktisk en erkendelse som talrige store statistiske undersøgelser har dokumenteret.

En – blandt utallige – skildringer heraf stammer fra Ruud Koopmans’ undersøgelser [10] over holdningerne blandt kristne og muslimer i seks europæiske lande, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og Sverige. Heraf fremgår det utvetydigt at et stort flertale af muslimske immigranter fra henholdsvis Tyrkiet og Morokko er stærkt orienteret mod en hierarkisk (teistisk) samfundsorden:

  • 58% mener således at man skal ”vende tilbage til de religiøse rødder” (21% blandt kristne)
  • 75 % mener at der kun ”findes én bindende tolkning af Koranen” (18% blandt kristne)
  • 65% mener at religiøs lov (sharia) er mere væsentlig end verdslig lov (13% blandt kristne)

43% er fuldt enige i alle tre synspunkter (3% blandt kristne).

Koopman er af den opfattelse at dette sidste samlede tal – 43% – giver indsigt i antallet af fundamentalister, selvom han (naturligvis) gør sig umage for at understrege, at dette ikke nødvendigvis betyder at disse fundamentalister har voldelige intentioner. Det skal dog understreges at andre undersøgelser gennemført af Pew Research Center viser at 15% af adspurgte tyrkere, 9 % af adspurgte marokkanere og 7% adspurgte irakere er af den opfattelse at selvmordsbombning ofte eller til tider er retfærdiggjort. 17% af samtlige tyrkere giver i samme undersøgelse udtryk for at der bør herske dødsstraf for at konvertere fra Islam, 42% af samtlige irakere har den opfattelse, mens hele 79% af afghanerne mener tilsvarende.[11]

(Tallene i parentes henviser til antallet af ”kristne”, der deler de samme synspunkter bare med bibelen og kristendommen som udgangspunkt. Primært er det Adventister, Jehova’s vidner og Pinsemissionen, der er bærere af mere fundamentalistiske synspunkter).

Desværre er Koopmans undersøgelser ikke gennemført i Danmark. Men andre spørgeskemaundersøgelser giver et billede af, at holdningerne – kulturen – ikke adskiller sig væsentligt her. I 2015 kunne en analyse gennemført af Jyllandsposten i samarbejde med Wilkes institut således vise at 38% af muslimerne i Danmark mener at Koranen enten helt eller delvist bør indgå som et fundament for dansk lovgivning. 52 % er af den opfattelse at Islam ikke skal moderniseres, mens 77% er af den opfattelse at påbuddene i Koranen skal efterleves fuldt og helt.[12]

Disse synspunkter blandt danske såvel som europæiske muslimske immigranter (og deres efterkommere) omkring religionens betydningsfulde rolle står naturligvis ikke alene. De ligger i smuk forlængelse af en lang række andre værdier, der er karakteristiske for muslimernes oprindelige hjemlande, som for alles vedkommende mås siges at være gennemsnitligt stærkt bærende af såkaldt traditionelle værdier.

Det turde være indlysende at det kun er et mindretal af de indfødte danskere, der deler disse synspunkter – hverken når det gælder Biblen eller kristendommen. Således er det knap 8% af danskerne, der mener at religion er ”meget vigtigt”, mens kun 1% er af den opfattelse, at ”gudløse politikere er uegnede”.[13]

Det er ikke for meget at konkludere at mens muslimer i overvejende grad abonnerer på en samfundsmæssig kultur, der værdsætter traditionel religion, lov, orden, hierarki og stærke mænd – og ydermere forankrer dette i et uforanderligt og dermed indiskutabelt gudsbillede, har de ”indfødte” danskere en modsat holdning til livet. Helt grundlæggende er vi som det ofte nok sagt en nation af ”skolelærere”, der har det skidt med absolutter. Dermed pendler vi også hele tiden mellem betoningen af tradition og fornyelse, spørgsmål som vi endeløst diskuterer: (”Vi havde et godt møde, selvom vi desværre ikke kom så langt i dag; men kaffen var god og Birgitte havde bagt kage”).

Det skal understreges her, at holdningerne til religion, Koranen, Biblen, sharia mv. Ikke gengives, fordi kultur er ensbetydende med religion (faktisk viser Koopmans’ undersøgelser at man godt kan være religiøs muslim uden at være fundamentalist). Derimod refereres de her fordi de udtrykte holdninger er symptomatiske for den overordnede kulturelle ”hierarkiske” orientering, som hersker blandt muslimer generelt og som giver sig udslag på en lang række områder – mandschauvinisme, kvindeundertrykkelse, religionsforfølgelse osv.

Som vi kan se adskiller de indvandrede muslimers kultur sig på afgørende vis fra de omgivende europæiske samfunds. Det gælder for såvel ”gamle indvandrere” som ”efterkommerne”. Samtidig må vi konstatere at en betydelig majoritet er bærere af stærkt afvigende holdninger. Deres elefanter rider simpelthen i en helt anden retning end vores.

Muslimsk kultur har forskanset sig

Et tredje forhold, der er væsentligt at fokusere på her er desuden graden af xenofobi eller fremmedhad. Også her viser Koopmans ovennævnte undersøgelser af holdningerne blandt de godt 7000 europæiske muslimer et bedrøveligt billede: næsten 59% oplyser at de ikke vil have homoseksuelle som deres venner, 45% mener at jøder ikke kan fæstes lid til, mens 54% mener at vesten er ude på at ødelægge Islam. 26% er enige i samtlige synspunkter. De tilsvarende tal for kristne europæere er henholdsvis 11%, 9% og 22%. Kun knap 2% deler samtlige tre synspunkter.

I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at netop moderne medier anses for at være en væsentlig kilde til formationen af og fastholdelsen af xenofobi og smags-dommeri i bredere forstand. Undersøgelser af meget store twitter-konversationer (computerbaseret undersøgelse baseret på en analyse af 731.332 tweets mellem 220.251 brugere optaget af forholdet mellem republikanere og demokrater udvekslet fra den 1. – 21. Oktober 2013) har således vist at de væsentligste argumenter for og imod fastfrysningen af det amerikanske budget, blev udformet som spørgsmål om smag/usmagelighed[14]. Det er ligeledes velkendt at en af Facebooks væsentligste funktioner er at kunne formidle folks smagsytringer (mad, katte, politisk væmmelse etc).

Sammenfattet under betegnelsen ”alt-muslim” findes i øvrigt en meget væsentlig litteratur, der behandler og analyserer moderne mediers afgørende betydning for denne revitalisering af Islam og dermed fastholdelsen af den traditionelle muslimske kultur, der har fundet sted siden 9/11. [15]

Konklusion

Store nye og videnskabeligt baserede undersøgelser dokumenterer således at vores livsmønstre – vores handlesæt – grundlæggende reflekterer vores kultur (livsorientering og værdier). Nøglen til vores samfundsmæssige udvikling her i Europa skal således ikke findes i udviklingen af de økonomiske nøgletal. Forklaringen er formentlig snarere den påvirkning, som vi udsattes for i forlængelsen af oplysningstiden og som på afgørende vis var med til at flytte vores overgribende samfundsforståelse fra den teokratiske (hierarkiske) til den samfundsorienterede (demokratiske).

En sådan oplysningstid har Mellemøsten aldrig gennemlevet. Dette er formentlig en af de væsentlige årsager bag den afgørende forskel på ”dem” og ”os”, som kort er skitseret her: mens muslimerne er hildet i et stærkt traditionelt kultur- og samfundssyn er vi hildet i en oplyst og debatterende kultur udfoldet i stærke demokratiske traditioner.

Der er ydermere ikke meget, der tyder på at folks kultur lader sig ændre fra den ene dag til den anden. (Det sidste spindelvæv blev således herhjemme først fjernet med provisorietidens afslutning 1894 og Påskekrisen in 1920.)

Dette har en række konsekvenser, vi er nødt til at se i øjnene:

  1. Syrere, irakere og afghanere udgør en meget stor del af de flygtninge, der i disse måneder strømmer til landet. Som muslimer er de for en stor dels vedkommende bærere af et samfundssyn og en kultur der alt andet lige er struktureret på en anden måde en vores.
  1. Der er intet der tyder på at de i væsentlig grad vil ønske at integrere sig. De vil heller ikke vide hvordan. Mange af dem er desuden analfabeter og traumatiserede. Ikke et godt udgangspunkt for at kræve en radikal nyorientering af deres livssyn.
  1. For at en integration skal kunne lykkes skal vi dog som minimum erkende at en eventuel integration tilsyneladende er helt afhængig af
  • at der tilbydes massiv sprog- og kulturundervisning
  • at der tilstræbes assimilation og ikke multikulturel omklamring
  • at flygtninge og indvandrere bosættes spredt blandt danskerne (bosætning i flygtninge-landsbyer vil tværtimod skabe ghettoer og kultur-øer befolket af arbejdsløse)
  1. Endelig skal det foreslås at vi etablerer et bredt orienteret europæisk oplysningsprojekt, hvor de muslimske myter punkteres; herunder – eksempelvis – Koranens status som ”gudgiven”. Vi skal i den forbindelse erindre at kultur- og religions-kritik ikke er det samme som kritik overfor religion som sådan; og ej heller kritik overfor religiøsitet. Derimod vil der være tale om kulturkritik.

 

[1] Long Lasting Differences in Civic Capital: Evidence from a Unique Immigration Event in Italy
Af Emanuele Bracco , Lancaster University, Maria De Paola , Università degli Studi della Calabria – Department of Economics and Statistics og Colin P. Green , Lancaster University – Department of Economics

[2] Capturing Culture: A New Method to Estimate Exogenous Cultural Effects Using Migrant Populations
Javier G. Polaviejaa
In: American Sociological Review Vol 80, nr. 1: pp166 – 191

[3] Does assimilation work? Sociocultural determinants of labour market participation of European Muslims
Ruud Koopmans
I: Journal of Ethnic and Migration Studies, online publication 22. Sept. 2015

[4] Multiculturalism and Immigration: A Contested Field in Cross-National Comparison.
Ruud Koopmans
I: Annual Review of Sociology 2013, vol 39: 147 -69

[5] Ikke-vestlige indvandrere & arbejdsmarkedet
Red: Berit Toft Fihl
Dansk Arbejdsgiverforening 2012

[6] Det vil føre for vidt at gengive resultaterne af de mange spændende videnskabeligt baserede undersøgelser udført af Stephen Vaisey her. Interesserede kan konsultere hans forfatterskab, der venligst stilles til rådighed af forfatteren. Specielt skal dog henvises til:

Motivation and Justification: A Dual-Process Model of Culture in Action.
Stephen Vaisey
American Journal of Sociology (2009) 114 (6) , 1675-1715.

Socrates, Skinner, and Aristotle: Three Ways of Thinking about Culture in Action.
By Stephen Vaisey.
I: Sociological Forum (2008)., 23 (3), 603-613.

[7] Forfatterskabet er stort, men interesserede kan begynde her:
Thought Styles: Critical Essays on Good Taste
Mary Douglas
Sage 1996

[8] Pierre Bourdieu’s hovedværk er naturligvis

Distinction: A Social Critique of the Judgment of Taste
Pierre Bourdieu
Harvard University Press 1984

Sociologer kan her være interesserede i at notere sig at denne skelnen mellem samfunds – og statstanke reflekterer den klassiske modsætning hos Tönnies mellem ” Gemeinschaft und Gesellschaft”

[9] The (regenesis) of Values: Examining the importance of Values for Action.
By Andrew Miles
I: American Sociological Review 2015, Vol 80, No 4, s. 680 – 704

[10] Religious Fundamentalism and Hostility against Out-groups: A Comparison of Muslims and Christians in Western Europe
Af Ruud Koopmans
I: Journal of Ethnic and Migrations Studies Vol 41, Issue 1, 2015

Artiklen indgår i et større forskningssamarbejde og kan med fordel læses sammen med en række andre publicerede resultater heraf – se https://www.wzb.eu/en/persons/ruud-koopmans

[11] The World’s Muslims: Religion, Politics and Society. Pew Research Center 2013

[12] Danske muslimer går mere op i bøn, tørklæder og Koranen. Af martin Johansen. I: Jyllandsposten 10.10. 2015 – http://jyllands-posten.dk/indland/ECE8103969/Danske-muslimer-går-mere-op-i-bøn-tørklæder-og-Koranen/

[13] Små og store forandringer. Danskernes værdier siden 1981.
Redigeret af Peter Gundelach
Hans Reitzel 2011, p. 90.

[14] Purity Homiphily in Social Networks
Morteza Deghani et al
Unpublished manuscript 2015 (expected: Journal of Experimental Psychology: General.)

 

[15] Alt-muslim: Muslim’s and modernity’s discontents
Nabil Echaibi
I: Digital Religion: Understanding Religious Practice in New Media Worlds. Ed. By Heidi A. Campbell.
Routledge 2012

Download essay om  De mange flygtninge – hvad gør vi nu? som pdf

 

 

Glædelig jul 2015 – og et fromt ønske!

For mange, mange år siden havde min far, der på det tidspunkt var tjenestegørende Kaptajn ved Livgarden, vagt juleaften. Det medførte at vi derfor spiste julemiddag i messen på Sandholmlejren sammen med alle de vagthavende soldater (det var før messerne var blevet til kantiner). Jeg var en ganske lille pige, men alligevel erindrer jeg det med stor fornøjelse. Det var jo sjovt at være sammen med så mange og opleve det kæmpe juletræ, der var stillet op og så fint pyntet. Ligesom det store juletræ indenfor porten næsten forekom mig større end Rådhuspladsens.

I dag er Sandholmlejren ikke længere militærkaserne men et af de helt store modtage- og udsendelsescentre. Derfor er der heller ikke længere et juletræ rejst foran porten, ligesom ekkoet af salmesangen kun lyder i mit hjerte. I stedet arbejdes der aktivt på at centeret skal være et religionsneutralt sted. Vi kan således forstå at der er ”adgang forbudt” for såvel præster og imamer med mindre der er tale om en personlig kontakt ligesom opslag med invitation til at deltage i gudstjenester og fredagsbøn ikke er tilladt af hensyn til den stemning af ”religionsneutralitet” som man ønsker at fremme. Selvom praksis ikke er helt ensartet fra center til center må vi nok regne med at en eventuel julefejring i morgen aften i Sandholmlejren kommer til at foregå bag strikte lukkede døre på de enkelte værelser.

Det er naturligvis ikke svært at forstå baggrunden herfor. Året har budt på adskillige reportager fra asylcentre hvoraf det er fremgået at religiøs chikane af ”de anderledes” – de kristne, konvertitterne, kvinder uden tørklæder og de homoseksuelle er en af dagligdagens udfordringer. Så megen ballade er naturligvis bedst at undgå, synes de ansvarlige at tænke!

Det betyder imidlertid at mennesker, der er konventionssikret ret til at udøve deres religion ikke får lejlighed til frit at få adgang til at deltage i religionsudøvelsen i den lokale moské eller kirke; og på den måde måske opleve at være en anelse mindre revet op med rode. Det er faktisk et overgreb af de værre når Dansk Røde Kors og Udlændingestyrelsen aktivt modarbejder religionsudøvelse.

Men hvad værre er: det er også en overtrædelse af vores Grundlov. Som bekendt lever vi et land med en indskrænket-monarkisk regeringsform (§2), hvor den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening, den udøvende magt er hos kongen og den dømmende magt hos domstolene (§3). Om kongen hedder det at han eller hun skal høre til den evangelisk-lutherske kirke (§6) samt at denne kirke (§4) ”er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Enhver dansker vil vide at i disse få paragraffer rummes på kortform det helt grundlæggende fundament, hvorpå vores land bygger.

Når vi derfor hører og oplever at en af de helt store aktører på flygtningeområdet – Dansk Røde Kors – offentligt arbejder på at udbrede religionsneutralitet i Sandholmlejeren såvel som i de øvrige modtagecentre, må vi da tage os til hovedet.

Naturligvis skal vi ikke drive disse centre ”religionsneutralt”. Tværtimod skal vi fra begyndelsen af gøre klip-klart og tydeligt for omverdenen at driften af centrene NETOP hviler på den kristne tros krav og forventninger til os om at vi uden persons anseelse – skønt under respekt for den danske lov – tilbyder asyl her. Hvilket jo i øvrigt er i lodret modsætning til den usle måde hvorpå Saudi-Arabien Kuwait osv. forholder sig til flygtningestrømmene).

Nuvel, vi har naturligvis religionsfrihed i dette land. Og det er godt! Men vi er altså også officielt et kristent land Om noget tilsiger vores Grundlov dette. Derfor skal vi naturligvis også informere de mange mennesker, der kommer her til landet og søger asyl, at vi ganske vist nok er et land, hvor de er sikret ret til fri og uhindret religionsudøvelse. Men: vi er altså ikke forpligtede på at understøtte dem heri med mindre det sker indenfor rammerne af folkekirken. Ydermere: vi er faktisk – i henhold til en af Grundlovens første og fundamentale paragraffer – forpligtede på at hjælpe folkekirken til at få kontakt med de asylansøgere og øvrige flygtninge, der måtte ønske dette.

Jeg så derfor gerne et kors sat op på port-bygningen på Sandholmlejren ligesom jeg betragter det som et helt naturligt krav til vores statsdrevne flygtningecentre at de giver mulighed for at de lokale kirker kan annoncere gudstjenester samt tilbyde mulighed for transport. Jeg så endvidere gerne at der hurtigst muligt blev indrettet folkekirkelige kapeller i samtlige asylcentre og at folkekirken fandt midler til at betjene disse præsteligt.

Det betyder jo ikke at muslimer (eller katolikker eller ortodokse kristne) skal tvinges til at deltage i gudstjenesterne der. Det skal naturligvis stå dem frit for at foretage sig noget andet. Men det betyder at Staten lever op til opgaven som den er defineret i §4 i Grundloven. Desuden betyder det at vi sender et klart signal til de mange anderledes troende: Her til lands er vi kristne. Det er derfor, vi tilbyder jer asyl såvel som religionsfrihed. Det kan I lige så godt lære først som sidst…

Hverdagen 2015

Medieval HistoriesKaren Schousboe arbejder i dag som chefredaktør af et internationalt nyhedsmagasin http://www.medievalhistories.com.

Besøg gerne sitet og gå på opdagelse i hvad vi laver

Karen Schousboe